Indkald - træningen på pladsen



Formål :  Hvalpen kommer når du kalder - træningen på pladsen.

Hvorfor :     Det er meget vigtigt, at din hvalp kommer når du kalder. Ellers kan den ikke færdes uden snor og bliver dermed meget begrænset i sit liv.

Når vi træner det på træningspladsen, så tager vi udgangspunkt i hvalpens instinkter og efterligner hvalpens mor.

Omkring 8 ugers alderen ville hvalpen i naturen begynde at færdes udenfor hulen på småudflugter med sin mor.
Hvis der kommer en fare, så giver hun signal, vender rundt og løber tilbage til hulen. Den hvalp, der ikke følger med med, holder sig ikke i live. Derfor har hvalpen et meget stærkt instinkt for at følge med, når vi løber væk fra den.

Men vi kan kun træne meget begrænsede situationer på træningspladsen, og derfor har jeg under punktet "Indkald 2" beskrevet, hvordan du på andre måder kan træne indkald hjemme.

Indkald skal trænes hver dag !!

1. delmål :  Hvalpen kommer - uden kommando.

Instruktøren holder din hvalp i halsbåndet og du tager linen af og hænger den over skulderen eller tager den i lommen.

Du tager en godbid i den ene hånd (så er belønningen klar når hvalpen kommer hen til dig).
Du sørger for at få en god kontakt til hvalpen, og løber dernæst med ivrigt kropssprog 5-10 meter væk, og sætter dig på hug med ryggen til hvalpen. Du holder armene tæt ind til kroppen og har godbidden klar til hvalpen, og du kigger ned på godbidden.
Instruktøren slipper nu hvalpen, som løber hen til dig, og du roser hvalpen, lokker den helt ind til dig, så du kan sætte en finger i halsbåndet mens du giver den godbidden med den anden hånd.

Der er nogle ting du skal huske at lade være med:

Du skal ikke kigge efter hvalpen. Instruktøren skal nok fortælle dig, hvis hvalpen mod forventning IKKE kommer hen til dig.
Du må IKKE række armene ud og indfange hvalpen. Så lærer hvalpen blot at holde sig på én armlængde plus 10 cm.

Det skal være sjovt at komme hen til dig, så husk altid at rose, giv en godbid eller leg lidt.

Hvis hvalpen ikke kommer hen til dig, så beder instruktøren dig om at løbe væk fra hvalpen uden at kigge på hvalpen og sætte dig på hug igen. Du kan også blive bedt om at lave "en sprællemand", lege med noget legetøj eller andet som hvalpen synes er sjovt.
Det er altid hvalpen, der skal komme hen til dig. Du må ikke indfange den, da det bliver opfattet som invitation til leg og hurtigt bliver en dårlig vane.
Hvis din hvalp overhovedet ikke vil komme, så sættes en lang line på, som instruktøren så kan bruge til at vise hvalpen at det ikke nytter at stikke af. Det er ikke noget nederlag at bruge linen, men forhindrer dårlige vaner hos hvalpen.

2. delmål :  Hvalpen kommer - med kommando.

Næste punkt i træningen er næsten som det første.

Den eneste forskel er, at du denne gang standser lige inden du sætter dig på hug, vender dig mod hvalpen, kalder: "Fido - kom", og så sætter dig præcis som før.
På denne måde lærer hvalpen at kende kommandoen "KOM".

3. delmål :  Hvalpen kommer - du har front mod den.

I næste punkt i træningen er starten som før, men du løber lidt længere væk, standser og vender front mod hvalpen, kalder: "Fido - kom".

Denne gang bliver du stående med front mod hvalpen, og når hvalpen er 4-5 meter væk, så sætter du dig ned på hug og tager imod hvalpen med ros og godbid.

Det er meget vigtigt at du ikke stirrer på hvalpen under indkaldet, men istedet kigger ned på godbidden.

4. delmål :  Hvalpen kommer - du bliver stående oprejst.

Denne gang kalder du som før, men bliver stående oprejst og sætter dig først på hug, når hvalpen er helt henne ved dig.
Husk: masser af ros.