Signalet "JA"



Formål :  JA betyder "Det er OK, forsæt med det du er igang med/gerne vil".

JA er det modsatte af NEJ, og kan bruges i rigtig mange situationer i hverdagen.
F.eks. hvis man standser ved fortovskanten inden man skal krydse vejen. Når man så er klar til at gå over vejen, så siger man JA til hvalpen: Nu må du gå over vejen.

Det kan også bruges i træningen hvis hvalpen er usikker på om den gør det rigtige. Brug JA til at fortælle hvalpen at det er rigtigt.

Ved at bruge JA, når hvalpen må gå ud af hoveddøren, bildøre, spise sin mad, tage en godbid, hoppe op i sofaen etc. så lærer hvalpen hurtigt hvad ordet betyder.

Du kan også træne det med en kombination af NEJ, hvor du først siger NEJ til at hvalpen må tage en godbid, og dernæst siger JA og lader hvalpen tage godbidden.

Men lad være med at træne det for meget på denne måde, for så tror hvalpen at den altid får et JA efter et NEJ, og det gør man jo f.eks. ikke hvis man har tabt oksekødet med rottegiften i !


Signalet "NEJ"



Formål :      Hvalpen accepterer forbudsordet NEJ: Stop straks det du vil/er igang med.

Hvordan :      Forbudsordet NEJ skal hvalpen lære i virkelige situationer, f.eks. når den vil gnave i bordbenet. Men for at kunne træne det på træningspladsen, så skaber vi en situation, hvor vi kan lære hvalpen ordet NEJ.

Nedenstående er et eksempel på en øvelse du kan benytte til at indlære forbudsordet NEJ, men det er vigtigt at du træner NEJ i mange forskellige situationer. Hvis du altid træner den med en godbid, så tror hvalpen at NEJ kun gælder godbidder.

1. delmål - hvalpen accepterer NEJ ved godbid holdt i hånden.
2. delmål - hvalpen accepterer NEJ ved godbid på støvle/knæ.
3. delmål - hvalpen accepterer NEJ ved godbid smidt foran den.
4. delmål - hvalpen accepterer NEJ ved godbid smidt af fremmed.
5. delmål - hvalpen accepterer NEJ i mange situationer.

1. delmål :  Hvalpen accepterer NEJ ved godbid holdt i hånden.

Hvalpen er i løs line eller helt fri.
Du sidder på hug med hvalpen foran dig, og med en godbid holdt mellem fingerspidserne.
Vis hvalpen at du har en godbid og hold den ned mod støvlesnuden eller knæet (afhængig af din hunds størrelse).

Hvalpen vil nu forsøge at tage godbidden, og du siger da straks NEJ med fast stemme og dækker samtidigt for godbidden.

Hvalpen ved jo ikke hvad NEJ betyder og vil måske fortsætte forsøget på at få fat i godbidden. Du fortsætter blot med at dække for godbidden og kan evt. læne dig lidt frem mod hvalpen samtidigt, da det virker lidt truende og dermed understreger din mening.

På et tidspunkt vil hvalpen stoppe forsøget på at få godbidden og dermed acceptere dit NEJ. Det kan f.eks. være at hvalpen trækker sig lidt væk, drejer hovedet væk i et splitsekund eller tager øjenkontakt med dig. I præcis dette øjeblik skal du rose, stille og roligt.

Herefter skal hvalpens opmærksomhed afledes fra det forbudte, f.eks. ved at give den en opgave den kan løse og gerne en den kan lide. Hvis du allerede har lært hvalpen at sidde på kommando, så bed den om det, og giv den så godbidden som belønning herfor.

2. delmål :  Hvalpen accepterer NEJ ved godbid på støvle/knæ.

Når din hvalp har forstået det første delmål og stopper forsøget på at få godbidden straks du siger NEJ, så er I klar til at forsøge at lægge godbidden på støvlesnuden/knæet UDEN en hånd der dækker for godbidden.

Her gælder samme regler som før:
du siger NEJ, hvis hvalpen forsøger at tage godbidden og dækker med hånden.
Hvis hvalpen når at snuppe godbidden, så må du hive den ud af munden på den igen !
Ros verbalt, men stille og roligt, når hvalpen accepterer dit NEJ.
Når hvalpen har accepteret dit NEJ, så afled dens opmærksomhed med noget den gerne må, så du kan rose for det istedet.

3. delmål :  Hvalpen accepterer NEJ ved godbid smidt foran den.

Når hvalpen straks accepterer dit NEJ når godbidden bliver lagt på støvlesnuden/knæet, så prøver du at ligge godbidden lige foran dig og følger ellers fremgangsmåden fra før.

Husk stadig at rose, når hvalpen ikke tager godbidden.

Når hvalpen er blevet god til dette, så prøv at droppe godbidden fra 1 meters højde foran dig. Det gør det lidt sværere, end når godbidden blot bliver lagt på jorden.

Hav evt. hvalpen i snor, da det kan være svært at nå at dække for godbidden. Men du skal med tiden kunne lave denne øvelse UDEN snor, ellers har hvalpen ikke forstået dit NEJ.

4. delmål :  Hvalpen accepterer NEJ ved godbid smidt af fremmed.

Når I er nået så langt, at hvalpen accepterer et NEJ når du smider en godbid foran den, så få en fremmed til at smide godbidden.
De første gange bør du have snor på, så du kan bremse hvalpen, eller være klar til at sætte en fod på godbidden.

Husk stadig at rose hvalpen, når den accepterer dit NEJ og afled med en øvelse den kender og kan belønnes for.

5. delmål :  Hvalpen accepterer NEJ i mange situationer.

Når du er nået hertil, så ved hvalpen helt sikkert hvad NEJ betyder.....når du smider en godbid. Men NEJ er et forbudsord i alle situationer, og derfor skal du træne det i mange situationer.
Her er nogle forslag, men du må være opmærksom på hvornår der opstår nogle situationer du kan bruge.

Du skal blot følge samme opskrift som ved træningen med godbid:
Sig NEJ, evt. kombineret med truende kropssprog.
Ros, når hvalpen stopper og tager kontakt til dig
Afled hvalpen med noget den gerne må og husk også at rose for dette. Der skal være tydelig forskel på tilladt og forbudt.

Bildøren
Hvis du kører i bil med din hvalp, så har du brug for at lære den, at den ikke må springe ud af bilen, før du siger JA.
Hav hvalpen i bilen, men stå selv udenfor.
Åbn bildøren, og sig straks NEJ hvis hvalpen ser ud til at ville hoppe ud. Vær også klar til at stoppe hvalpen ved at stille dig foran åbningen eller lukke døren i. (Sørg for at hvalpen ikke kommer i klemme !).

Når hvalpen accepterer dit NEJ og bliver i bilen, så roses den. Giv evt. en godbid som forstærkning.
Sig herefter JA og flyt dig til siden og lok hvalpen ud af bilen.

Tyggeri
Nogle hvalpe tygger i ting, som de ikke må, f.eks. ejerens sko. Her er en oplagt situation til at træne NEJ.
Det optimale er at sige NEJ i det øjeblik hvalpen skal til at sætte tænderne i skoen. Du skal sige det så bestemt og evt. lidt højt, at hvalpen kigger hen på dig istedet for skoen.
Så kan du rose stille, og aflede hvalpen f.eks. ved at kalde på den, og give den ros/godbid/leg for at komme hen til dig.

Det kan også være en god ide at tilbyde den noget andet at tygge i, da hvalpe i en periode har brug for at tygge.