Stå



Formål :      Hvalpen står stille på alle fire poter og bliver stående.

1. delmål - hvalpen standser og står stille i kort tid.
2. delmål - hvalpen lærer kommandoen "Stå".
3. delmål - hvalpen lærer at den skal blive stående (tid).
4. delmål - afstanden øges langsomt.

1. delmål :  Hvalpen standser og står stille i kort tid.

Til denne øvelse skal du IKKE bruge en godbid, da hvalpen sikkert vil sætte sig for at få godbidden (det har den jo lige lært i sit-øvelsen).

Hvalpen er i løs line eller helt uden line, og har kontakt til dig (dvs. er opmærksom på dig).
Du går nogle skridt med hvalpen og stopper så midt i et skridt. Hvis hvalpen også stopper, så roses verbalt.
Skynd dig at gå videre inden hvalpen sætter sig ned. I starten skal hvalpen kun stå stille i 1 sekund.
Hvis hvalpen når at sætte sig, så skal du ikke skælde ud. Den ved jo ikke hvad du forventer af den. Så prøver du blot igen, men er hurtigere til at gå videre denne gang.

Dette skal du træne flere gange hver dag, indtil hvalpen stopper hver gang du stopper.
Efterhånden som hvalpen bliver mere sikker, kan du øve at I står stille i et par sekunder. Husk at rose imens.

Problemløsning: hvis hvalpen overhovedet ikke vil stoppe op, når du stopper, så prøv:
Når du stopper, så holder du en flad hånd ind foran hvalpen (med håndfladen mod hvalpen). Du skal ikke røre den, men blot lave en bremsende bevægelse. Ros straks hvalpen står stille i blot et split-sekund.
Det er meget vigtigt, at du ikke læner dig ind over hvalpen, da det også vil få hvalpen til at sætte sig ned eller gå væk fra dig.

2. delmål :  Hvalpen lærer at forbinde at stå med kommandoen "Stå".

Når du er 100% sikker på at hvalpen vil stoppe og stå, hvis du standser, så kan du begynde at sige kommandoen "Stå" idet du standser.

Du kan også begynde at øge tiden en smule til 3-4 sekunder, før I går videre.
Du skal stadig rose verbalt, mens hvalpen står stille.

3. delmål :  Hvalpen lærer at den skal blive stående indtil du siger "Fri".

Når du har øvet 2. delmål cirka 20 gange, så tilføjer du kommandoen "Fri", når I går videre.
Hvalpen skal jo både kende kommandoen for at "stå stille" og for at "gå videre".

Du begynder LANGSOMT at øge tiden, hvor hvalpen står stille. Det er vigtigt at du stadig bliver stående hos hvalpen, indtil hvalpen kan stå mindst 10 sekunder. Du skal også stadig rose den, mens den står.

4. delmål :  Hvalpen lærer at den skal blive stående, selv om du går fra den.

Når hvalpen kan blive stående indtil du siger "Fri", så kan du begynde at lære den at den skal blive stående selv om du går videre.
Dette er meget svært for hvalpen, da den jo er vant til at følge med dig.
VIGTIGT - det er altid DIG, der går tilbage til hunden. Kald ikke hunden hen til dig.

Få hvalpen til at stå og træd ½ skridt baglæns væk fra den, og gå tilbage med det samme. Ros. Gentag det flere gange.
Nu udvider du øvelsen med tid, dvs. du træder stadig kun ½ skridt væk, men øger tiden hvor du står ½ skridt væk ganske langsomt (som beskrevet ved ligge-øvelsen).

Når hvalpen bliver stående, selv om du står ½ skridt væk i 5 sekunder, så kan du gå videre med øvelsen. Men hver gang du øger afstanden, så skal du starte forfra med tiden. D.v.s:
Nu går du 1 skridt væk fra hvalpen og hurtigt tilbage og roser. Når hvalpen er tryg ved det, så kan du gå 1 skridt væk og tælle 1 og tilbage og rose. Sådan fortsætter du indtil du nu kan stå 1 skridt væk i 5 sekunder.

På denne måde øger du MEGET langsomt afstanden til hvalpen indtil du kan gå 5 skridt væk.
Husk at starte forfra med tiden, hver gang du ændrer afstanden. Lad være med at øge afstanden med mere end ½ eller 1 skridt af gangen.
Hvis hvalpen ikke bliver stående, så er DU gået for hurtigt frem. Lav afstand og tid kortere.

Det kan være en god ide at træne stå ved f.eks. en kantsten eller et dørtrin. Så har hvalpen en synlig grænse den ikke må træde over. Men du skal også træne andre steder, f.eks. på græsplænen, eller ender det med at hvalpen kun kan stå, hvis der er et dørtrin eller en kantsten.