| |
Søge ting
| |
Nogle hunde er meget glade for legetøj og genstande, og dette kan man bruge til at lade dem søge efter deres legetøj, og dermed aktivere dem.
Fremgangsmåden
Find hundens ynglingslegetøj.
Gør legetøjtet interessant ved at lege lidt med det og hunden. Når hunden er allermest interesseret, så få en til at holde hunden, og gem legetøjet et nemt sted, fx. omme bag en potteplante på gulvet. Hunden må gerne se hvor det bliver gemt. Gå slukøret tilbage til hunden (den skal jo ikke interesse sig for dig, men huske det sjove legetøj). Slip hunden og send den afsted mod legetøjet. Hunden vil sandsynligvis styrte afsted efter det kære legetøj, og når den finder det, så roses der og der leges med legetøjet igen.
Når hunden har forstået at den skal finde legetøjet, så kan du begynde at sige en kommando, når du sender hunden afsted efter det, fx. "Find bolden". Efter et stykke tid vil hunden begynde at forbinde ordene "Find bolden" med adfærden at lede efter bolden og vil gøre det på kommando.
Langsomt gøres opgaven sværere ved at gemme legetøjet længere væk og sværere steder. På dette tidspunkt skal hunden selvfølgelig heller ikke se hvor legetøjet bliver gemt. Hunden kender legetøjets lugt og kan nemt finde det, selv om det ikke er synligt, når den først ved hvad opgaven går ud på.
Opgaven kan udvides med flere genstande og hunden kan lære genstandenes navne, fx. "Find bolden" eller "Find fars hjemmesko".
|
|